Bofællesskab Løntoften

Løntoften 8 3070 Snekkersten.

Et botilbud med autismespecifik støtte, hvor struktur, tryghed og individuelle behov er i fokus.

Kort om tilbuddet

  • Lovgrundlag: Servicelovens § 107 og § 108
  • Målgruppe: Borgere med autismespektrumforstyrrelse (ASF)
  • Alder: § 107 for 18-35 år / § 108 rækker ud over denne aldersgruppe
  • Fokus: Struktur, trivsel, mestring og selvstændighed
  • Placering: Snekkersten

Om tilbuddet

Bofællesskabet Løntoften er et botilbud efter servicelovens § 107 og § 108 for borgere med autismespektrumforstyrrelse (ASF), som har behov for en specialiseret og individuelt tilrettelagt socialpædagogisk indsats.

Tilbuddet omfatter midlertidige ophold efter § 107 for unge voksne i alderen 18-35 år samt længerevarende ophold efter § 108, som rækker ud over denne aldersgruppe. Fælles for målgruppen er behovet for støtte til at skabe en tryg, struktureret og meningsfuld hverdag.

Målgruppe

Løntoften henvender sig til borgere med autisme. I § 107-delen er målgruppen unge voksne mellem 18 og 35 år, mens § 108-delen omfatter borgere med betydeligt og varigt støttebehov, også ud over denne aldersgruppe.

Hos nogle kan der samtidig være komorbide problematikker som ADHD/ADD, angst, depression, OCD og spiseforstyrrelser.
Borgerne kan have behov for støtte til at skabe struktur og overblik, håndtere krav og forandringer, indgå i sociale relationer og opretholde en stabil døgnrytme og daglig struktur. Funktionsniveauet kan være svingende, og der kan være behov for støtte til at forebygge overbelastning og mistrivsel.

Faglig tilgang

På Løntoften arbejder vi med en anerkendende, relationspædagogisk, kognitiv og neuropædagogisk tilgang. Vores indsats er autismespecifik og tager udgangspunkt i, at tydelighed, forudsigelighed og trygge relationer er centrale forudsætninger for trivsel, udvikling og mestring.

Støtten tilrettelægges individuelt med afsæt i den enkeltes ressourcer, behov og udviklingsmål. Målet er at styrke den enkeltes selvstændighed, mestring og livskvalitet i rammer, der opleves trygge og overskuelige.

Metoder og pædagogisk praksis

I det daglige arbejder vi blandt andet med:

  • TEACCH og pædagogiske metoder med fokus på struktur
  • tydelig og konkret kommunikation
  • visuel støtte og planlægning
  • low arousal
  • psykoedukation
  • social færdighedstræning
  • Kat-kassen som støtte til følelsesforståelse og regulering

Vi tilrettelægger støtten, så den enkelte får mulighed for at udvikle egne færdigheder og opnå større selvstændighed. Målet er at støtte borgeren i selv at mestre så meget som muligt i eget liv.

Hverdagen på Løntoften

Hverdagen på Løntoften bygger på struktur, forudsigelighed og individuelle hensyn. Vi støtter blandt andet i forhold til hverdagsrutiner, personlig pleje, måltider, praktiske opgaver, planlægning, økonomi, følelsesregulering, sociale relationer og deltagelse i uddannelse, beskæftigelse eller anden meningsfuld aktivitet.

Vi lægger vægt på, at Løntoften er den enkeltes hjem. Derfor er medbestemmelse og medejerskab centrale værdier i vores arbejde. Nogle har glæde af fællesskab og fælles aktiviteter, mens andre har større behov for ro og mulighed for at trække sig tilbage. Begge dele skal kunne rummes.

Formål med indsatsen

Formålet med indsatsen efter § 107 er at tilbyde et midlertidigt botilbud til unge voksne mellem 18 og 35 år, hvor der arbejdes med ro, struktur og forudsigelighed som grundlag for udvikling, mestring og større selvstændighed.

Formålet med indsatsen efter § 108 er at tilbyde et længerevarende botilbud til borgere med betydeligt og varigt støttebehov, også ud over aldersgruppen 18-35 år.

Her er fokus på stabilitet, tryghed og støtte til størst mulig selvstændighed på et realistisk niveau.
På tværs af begge indsatser arbejder vi med individuelle mål, som følges op i samarbejde med borgeren og handlekommune.

Samarbejde

Vi lægger vægt på et helhedsorienteret samarbejde omkring den enkelte. Ved behov koordineres indsatsen med pårørende og relevante samarbejdspartnere, herunder sagsbehandler, psykiatri, egen læge, uddannelsesinstitution, jobcenter og andre fagpersoner omkring den enkelte. Formålet er at skabe sammenhæng mellem den pædagogiske støtte, eventuel behandling og øvrige indsatser i borgerens liv.

Fysiske rammer

Løntoften er beliggende i Snekkersten, cirka 1 km fra stationen, hvorfra der er togforbindelser til Helsingør, København og Hillerød. Der er desuden cirka 4 km til motorvej E47 mod København.

Hver beboer har egen lejlighed med tekøkken, køleskab, badeværelse og internet. Alle lejligheder har terrassedør med udgang til egen afskærmet terrasse, hvilket giver mulighed for privatliv og rolige rammer.

Husets naturlige samlingspunkt er det fælles køkken/alrum, hvor vi spiser sammen, samles til aktiviteter og nyder hyggelige stunder. Alrummet rummer også husets fælles stueområde med tv, PlayStation og spil. Derudover har huset kontor og bryggers.

Løntoften har også en stor have med frugttræer og overdækket terrasse, som giver gode muligheder for udeliv, fællesskab og aktiviteter. Vi råder desuden over egen bus, som giver mulighed for ture og arrangementer uden for huset.

Planoversigt for Løntoften

Klik på plantegningen for at se stort format.

Løntoften

Løntoften i praksis

På Løntoften forener vi hjemlige rammer med en fagligt funderet og autismespecifik socialpædagogisk indsats. Vi arbejder målrettet for at skabe et trygt botilbud, hvor den enkelte får støtte til et hverdagsliv med trivsel, stabilitet, udvikling og størst mulig selvstændighed.